Indlæg fra — marts 2008

Støjrummet

Arbejdsmiljørådet og DR har lavet en række tv-udsendelser om støj på arbejdspladsen, og et af dem handler om storrum. På hjemmesiden godtarbejde.dk kan man blandt andet finde en skaldet DR-vært/komiker, som læser op af nogle banale adfærdsregler fra en gyngestol.

Selve Tv-udsendelsen handler bl.a. om Borgertorvet på Ballerup Rådhus, hvor Carl Bro for midler fra Arbejdsmiljøforskningsfonden skal undersøge, hvordan det åbne kontorlandskab kan blive bedre. Cowi har fået penge til et lignende projekt. Det bliver spændende at se, hvad de finder frem til.

31. marts 2008   1 Kommentar

Stop! Jeg tænker

Sundhedskartellets a-kasse har investeret i 10 blinklys, som de omkring 40 medarbejdere kan hente og stille på deres skriveborde, hvis de meget nødigt vil forstyrres. Lysene bliver brugt, men ikke overvældende meget.

Blinklys

26. marts 2008   2 kommentarer

Er kontorlandskaber en arkitektdille?

Er kontorlandskaber en arkitektdille, som skyldes, at arkitekter selv har tradition for at sidde tæt sammen på tegnestuer?
Det har flere forskere med naturvidenskabelig tilgang til arbejdsmiljø givet udtryk for over for mig, når jeg har interviewet dem.

Det faktum at de samme forskere selv har tradition for at sidde i hver sit lille kontor, har ingen af dem koblet til deres egen modstand mod kontorlandskaberne. :-)

Men måske har de en pointe alligevel. Her er i hvert fald et foto af en tegnestue i New York i 1960’erne, hvor man sidde i lag.


Foto: Kelvin Dickinson

25. marts 2008   Kommentarer lukket til Er kontorlandskaber en arkitektdille?

ATS om kontorlandskabet

Den er ikke helt ny, men hvis du ikke fik den med i At Tænke Sig i Politiken 25. februar, så kan du se den her:

ERHVERVSNYDT
En ny undersøgelse viser, at folk, der arbejder i åbne kontorlandskaber, risikerer at ende på den lukkede afdeling.

14. marts 2008   Kommentarer lukket til ATS om kontorlandskabet

Inspiration til indretning

Office Design Gallery er en hjemmeside, der viser fotos af forskellige, lidt alternative indretninger af kontorer. Der kan godt være lidt inspiration at hente.

14. marts 2008   Kommentarer lukket til Inspiration til indretning

Oplev lyden før I flytter ind

Det er faktisk muligt at opleve lyden i et kontor, længer før man flytter ind eller er begyndt at bygge det. På samme måde som man kan opleve farver og former i en 3D-animation, kan man ved hjælpe af computersimulering opleve lyden.

Programmerne til den type simulering bliv er blandt andet udviklet af det danske firma Odeon, som udspringer af DTU.

Med simuleringen kan man høre sig frem til den rette lyddæmpning i stedet for at prøve at få noget ud af abstrakte tal og grafer fra akustiske beregninger.

Helt konkret kan man fx. prøve at høre på det samme rum med forskellige indretninger eller med forskellige materialer. Teknikken er meget anvendt i forbindelse med koncertsale, men bliver sjældent brugt i forbindelse med kontorbyggerier og kontorindretning.

12. marts 2008   Kommentarer lukket til Oplev lyden før I flytter ind

Ammunition til bunkehadere

Forskere på University of Arizona har fundet frem til, at der er 400 gange så mange mikrober på et skrivebord som på et gennemsnitligt toiletsæde, skriver Politiken i dag. Det må give ny ammunition i krigen mellem rodehovederne og de ultratjekkede i kontorlandskabet.

Måske kan det også bruge som argument for enmandskontorer, men det går heller ikke, for så sidder de bare der helt uforstyrret og piller næse – og det er ifølge artiklen en medvirkende årsag til at gøre skrivebordet til en bakteriebombe.

10. marts 2008   1 Kommentar

Stillekupé

Jeg var til en workshop forleden med forskere og eksperter i alt fra organisationspsykologi, over psykoakustik til støjmåling. Alle deltagerne beskæftiger sig på en eller anden måde med åbne kontorer, men de kender ikke ret meget til hinandens forskning.

Der er flere vinkler på den oplevelse, men her vil jeg koncentrere mig om en ny metafor for kontorlandskabets rum til fordybelse, som jeg blev præsenteret for af  af chefrådgiver Claus Møller Petersen fra Carl Bro:
DSBs stillekupéer.

Jeg er selv en stor fan af stillekupeerne, hvor jeg virkelig får produceret noget, når jeg er på vej hjem fra møder og den slags. Man behøver ikke gemme sig af vejen i små celler, hvis man skal fordybe sig. Man kan også sidde flere sammen.

En anden metafor for det fælles fordybelsesrum kunne være Læsesalen. Dog helst uden den strenge bibliotekar, vi kender fra amerikanske film.

10. marts 2008   Kommentarer lukket til Stillekupé

En skarp vinkling

Den mest læste nyhed på Ugebrevet A4s hjemmeside den seneste måned er historien “Medarbejdere mistrives i åbne kontorlandskaber.”

Af historien fremgår det, at :

  • 70 procent mener, at deres arbejde i et åbent kontorlandskab gør, at de oftere end ellers udveksler faglig viden og ideer med kolleger.
  • 52 procent siger, at de samarbejder mere og bedre end ellers med deres kolleger, når de arbejder i åbent kontorlandskab.
  • 48 procent mener, at det fremmer nytænkning til gavn for arbejdspladsen, når arbejdet er organiseret i et åbent kontorlandskab.

Hvis det ikke i dine ører lyder som mistrivsel, så er det selvfølgelig fordi, det ikke er disse svar, redaktionen har valgt at fokusere på, da historien skulle vinkles.

9. marts 2008   Kommentarer lukket til En skarp vinkling

Alle har en mening om kontorlandskaber

Forleden skrev jeg i min Facebook-profil, at jeg overvejede fordele og ulemper ved åbne kontorer. Straks fik jeg en en reaktion fra en ven i sundhedssektoren: “Har mødt en patient, der er godt og grundigt træt af sit åbne kontorlandskab.”

Og sådan er det hver gang, jeg nævner åbne kontorer eller storrum. Det tilsyneladende lidt kedsommelige emne får virkelig folk i svingninger – nogle så meget, at de bliver nødt til at fortælle deres behandler om det.

Siden jeg i 2004 for første gang begynde at beskæftige mig med arbejdsmiljø i åbne kontorer, har jeg gang på gang erfaret, at der er følelser involveret i det her! Retten til at bestemme hvor skabet skal stå, er også vigtig på arbejdet. Måske især, hvis man ikke bestemmer der derhjemme – og hvem gør det?

Nogle mener, at storrum eller åbne kontorer er vor tids bomuldsmarker for vidensarbejdere. Andre mener, at det er stedet, for folk som vil og kan kommunikere og være kreative. Måske kan synspunkterne nuanceres lidt?

Bomuldsmarker er jo ikke i sig selv onde, og sådan er det måske også med storrum og åbne kontorer. Under alle omstændigheder er der altså en masse spændende at diskutere. Jeg lover at poste nogle gode indlæg, om hvad der rører sig – i og uden for mit eget hoved. Lover du så at bidrage med dine tanker og kommentarer?

Venlig hilsen
Søren

8. marts 2008   Kommentarer lukket til Alle har en mening om kontorlandskaber